Affaldssortering

Et rent og pænt boligområde er til glæde for alle, og korrekt håndtering af affald er en vigtig del af fællesskabet i Hobro Boligforening. Når vi alle tager ansvar for at sortere og bortskaffe vores affald rigtigt, skaber vi ikke kun gode rammer i hverdagen, men bidrager også til et sundere miljø og en mere bæredygtig fremtid.
Se sorteringsguiden for dit affald i Mariagerfjord Kommune ved at klikke her.

Affald skal være i plastposer eller lign. og der skal lukkes forsvarligt for at mindske lugtgener og spild.
Der må ikke sættes affald i opgange, på terrasser, på fælles arealer og ved siden af affaldscontainere.

Mariagerfjord Kommune har en selvbetjeningsløsning - "Dit affald". Her kan du bl.a. finde tømmekalender for din adresse, bestille afhentning af storskrald m.v. Du skal bruge Mit-id for at logge på selvbetjeningsløsningen.

Storskrald
I Mariagerfjord Kommune har du mulighed for at bestille afhentning af storskrald, hvis du f.eks. har nogle møbler, hårde hvidevarer eller noget haveaffald, som du gerne vil af med.

På "Dit affald" kan du bestille afhentning af storskrald på din adresse. 
Bestil storskrald (Du skal bruge Mit-id)

Eksempler på storskrald:

  • Møbler
  • Hårde hvidevarer
  • Haveaffald (skal være i klare sække. Grene skal være bundtet)
  • Pap (skal være rent - har du meget, skal det være bundtet)
  • Flamingo (skal være i klare sække.

Der afhente ikke papir og flasker/glas.

Regler for storskrald:
Du skal have mindst 15 kg og højst 75 kg storskrald. Hvert stykke affald må højst være 2,5 meter langt og veje 50 kg.

Du kan få afhentet storskrald op til 10 gange om året.

Stil dit storskrald ud til skel senest kl. 7, den dag Mariagerfjord Kommune henter det. Stil affaldet, så det er nemt at få øje på for chaufføren.

Genbrugspladser
Som beboer i Hobro Boligforening har du gode muligheder for at komme af med affald, som ikke hører til i de almindelige containere ved boligerne. Mariagerfjord Kommune driver flere genbrugspladser, hvor du gratis kan aflevere dit sortere­de affald.

På genbrugspladserne kan du blandt andet komme af med:

  • Storskrald som møbler og hårde hvidevarer
  • Haveaffald
  • Bygge- og nedrivningsaffald
  • Elektronik og farligt affald
  • Metal, træ, glas, pap og andre genanvendelige materialer

Genbrugspladserne er bemandede, så du kan få vejledning i, hvordan affaldet skal sorteres og placeres.

Klik her for at finde åbningstider og adresser samt regler om aflevering af affald på Mariagerfjord Kommunes hjemmeside.

Glas og flasker
Tomme glas og flasker afleverer du på genbrugspladsen eller i de glaskuber, der står ved dagligvarebutikker. 
På oversigtskortet kan du se alle placeringer for flaskeboblerne.

Miljøkassen
Det er nemt at komme af med de brugte batterier, rester af maling og kemikalier samt småt elektronik. Du samler blot affaldet i din miljøkasse og stiller den frem til skraldemanden, når du vil have den udskiftet.

Lad ikke miljøkassen stå permanent ved din skraldespand. Så tjekker skraldemanden den nemlig hver gang. Stil først miljøkassen ud dagen før, du ønsker at få den ombyttet. Der må højst lægges 12 kg farligt affald i miljøkassen og den skal kunne lukkes helt til.