Klagevejledning

Hvis du vil klage over naboen:

Hvis du oplever, at naboen opfører sig uansvarligt, vil vi i første omgang opfordre til, at du selv tager en snak med den eller de personer, som er ansvarlige for det, du er utilfreds med. 

En formel klagesag kan være både lang og ubehagelig, og ofte kan sagerne løses både hurtigere og bedre, hvis I får talt sammen på et tidligt tidspunkt.

Hvis jeres snak ikke hjælper, skal du henvende dig til os skriftligt.

  • Klage over en anden beboer, skal være skriftlig, da den om nødvendigt, skal kunne fremlægges i beboerklagenævnet og/eller i boligretten.
  • Du skal bruge vores klageformular som kan findes som pdf til udskrift nederst i afsnittet. Klagen sendes eller afleveres til udlejningen ved Hobro Boligforening, enten indscannet på mail eller på kontoret på Smedevej 28.
  • Flere personer kan klage sammen. Det vil styrke sagen, hvis du får en eller flere medunderskrivere/vidner på din klage.
  • Klagen skal være præcis. Det skal fremgå helt klart, hvem du klager over, hvad vedkommende har gjort, samt hvor og hvornår det skete.
  • Hvis du tidligere har klaget, og det ikke har hjulpet, skal du klage igen, og du må ikke vente for længe med at gøre det. Klagesager henlægges normalt efter 6 måneder.
  • Det bemærkes, at klagere ikke på forhånd kan garanteres anonymitet, eksempelvis hvis sagen indbringes for beboerklagenævnet eller domstolene.

Hjælper de fremsendte klager ikke, vil Boligforeningen videregive sagen enten til Beboerklagenævnet eller til advokat. 

I forbindelse med håndtering af beboerklager vedr. husorden, er der vedtaget at afdelingerne pålægges gebyr. 
Vores takstblad for administrative tillægsydelser kan findes som pdf nederst i afsnittet. 

Hvis du vil klage over boligforeningen:

Hvis der er ting omkring din bolig eller afdeling, som du er utilfreds med, kan du altid henvende dig til Hobro Boligforening.

Hvis du er utilfreds med boligforeningens afgørelse i en sag, har du selv mulighed for at klage til Beboerklagenævnet ved Mariagerfjord Kommune.

Du kan læse mere om, hvilke sager Beboerklagenævnet behandler og reglerne omkring hvordan du klager på Mariagerfjord Kommunes hjemmeside.

Beboerklagenævnets sekretariat kan kontaktes på tlf. 9711 4070

Tirsdag kl. 09.00-10.00
Torsdag kl. 14.00-15.00

Uden for telefontid kan henvendelser sendes pr. mail til huslejenaevn@mariagerfjord.dk.

Adressen er: Beboerklagenævnet, Mariagerfjord Kommune, Adelgade 30B, 9500 Hobro.

Hvis du vil klage over dit forbrugsregnskab:

Er du ikke enig i dit forbrugsregnskab (dvs. vand- eller varmeregnskaber), kan du sende en indsigelse. Der skal gøres indsigelse senest 6 uger efter, at du har modtaget regnskabet. Indsigelsen skal indeholde meddelelse om, på hvilke punkter regnskabet ikke kan godkendes.
Klik her for at læse mere om forbrugsregnskaber