Skal du fraflytte?

Vi har her samlet praktiske informationer, som du kan få brug for når du ønsker at opsige og dermed fraflytter én af vore boliger. 
Informationerne er generelle oplysninger om alle afdelingerne.

Ønsker du mere specifikke oplysninger om en bestemt afdeling kan du finde dem under "Find afdeling"

Brug "menuen" til venstre for at navigere i menuen.

Skal du fraflytte?

Sådan opsiger du din bolig

Hvis du overvejer, at opsige din bolig, er der nogle regler, du skal være bekendt med.

OPSIGELSEN:
Opsigelsen skal være skriftlig. Du skal udfylde, underskrive og aflevere en opsigelsesblanket, enten digitalt eller i papirform.
Opsigelsesblanketterne kan findes nederst i dette afsnit.

Opsigelsen skal underskrives af den eller dem der står på lejekontrakten, for at være gyldig. Opsigelsen skal ligeledes være udfyldt med fraflytningsdato, dit telefonnummer og din nye adresse. Du vil modtage en bekræftelse på, at vi har fået din opsigelse med indkaldelse til fraflytningssyn.

VARSEL OG FRISTER:
Familie- og ungdomsboliger har 3 mdr. opsigelse gældende fra den 1. i en måned (Almenlejelovens § 88)
Udfyldes opsigelsen elektronisk, skal den være sendt senest den 1. i den måned, hvorfra opsigelsen skal være gældende. Sendes opsigelsen med post eller afleveres den personligt på kontoret, skal den være os i hænde inden kl. 12 den første hverdag i måneden.

I henhold til din lejekontrakt er der en periode på 14 dage til istandsættelse af boligen, hvor du skal betale huslejen. Flytter du ud af boligen, inden opsigelsesvarslet udløber, vil boligforeningen forsøge at genudleje din bolig hurtigst muligt. Lykkes det ikke, skal du betale for lejemålet indtil frigørelsesdatoen.

VED DØDSFALD: 
I forbindelse med dødsfald skal arvinger kontakte boligforeningen med henblik på opsigelse af boligen. Når vi får information om et dødsfald, opsiger Boligforeningen boligen overfor Skifteretten med det gældende varsel, som dog kan forlænges, hvis vi ikke kan få adgang til boligen. Boligforeningen skal anmelde et krav overfor Skifteretten, men det er på den endelige flytteopgørelse, at det endelige krav eller tilbagebetaling opgøres.
Ved dødsfald i familiebolig er der 3 mdr. opsigelse  og i en visiteret ældrebolig er der 1 mdr. opsigelse (Almenlejelovens §71 stk. 4)

FREMVISNING:
Når du har opsagt din bolig, har du pligt til at give adgang til eventuelle kommende lejere, som ønsker at se boligen. Vi udleverer dit telefonnummer til de ansøgere som har fået tilbudt boligen og som er interesserede.
Pligten til at fremvise fremgår af § 93, stk. 1 i lov om leje af almene boliger.

HUSK AT AFLEVERE DINE NØGLER
Ved fraflytning og syn skal lejemålet og disponible rum være tømte og rengjorte. Alle nøgler, p-tilladelser og eventuelle vaskekort/vaskebrik o.lign. skal afleveres ved fraflyttersynet. Hvis du ikke ønsker at deltage i synet, skal nøglerne afleveres på vores kontor senest hverdagen inden fraflyttersynet afholdes.

Afleveres nøgler og nøglebrikker ikke som beskrevet ovenfor, vil lejemålet blive åbnet ved hjælp af låsesmed for din regning. 

Opsigelsesblanketter:
Til underskrift med Mit-Id
Opsigelsesblanket til underskrift med Mit-Id
Opsigelsesblanket (dødsfald alm. bolig) til underskrift med Mit-Id
Opsigelsesblanket (dødsfald visiteret ældrebolig) til underskrift med Mit-Id
Blanketterne kan også findes herunder som pdf-filer til udskrift, udfyldelse og underskrift:


Overdragelse af effekter ved fraflytning

Overdragelse af indbo (ikke hvidevarer) til ny lejer ved fraflytning
Når du fremviser din bolig i opsigelsesperioden kan der være indbo, som du aftaler at sælge eller overdrage til den nye lejer.

Alle de praktiske og økonomiske ting i forbindelse med salget eller overdragelsen klarer I indbyrdes, men du og den kommende lejer skal ved overdragelse af indbo udfylde og underskrive nedenstående blanket, som skal sendes/afleveres til Hobro Boligforening senest 5 dage før fraflytningssynet og samtidigt skal der medbringes en kopi til fraflytningssynet.

Nærmere regler for overdragelse fremgår på blanketten. (Blanket i PDF til print og udfyldelse findes nederst i afsnittet)
Blanket vedr. overdragelse af indbo (ikke hvidevarer) til ny lejer ved fraflytning (Udfyldes og underskrives med Mit-id)

Overdragelse af hvidevarer til ny lejer ved fraflytning
Har du brugt installationsretten og fået tilladelse til installation af f.eks. hvidevarer, skal du bruge en speciel blanket til overdragelse af disse installationer.
Klik her for at læse mere om installationsretten

Nærmere regler for overdragelse fremgår på blanketten. (Blanket i PDF til print og udfyldelse findes nederst i afsnittet)
Klik her for at hente overdragelsesblanket (kun til indbo installeret med installationsretten).
Blanketten udfyldes af fraflytter (Vigtigt: du skal bruge ny lejers mailadresse, som dermed automatisk får blanketten). Blanketten underskrives af begge parter med Mit-id (senest 5 dage før synet) og der medbringes en kopi til fraflytningssynet.

OBS: Blanketterne herunder i PDF udfyldes og underskrives af både fraflytter og indflytter. Herefter sendes eller afleveres blanketten til Hobro Boligforening senest 5 dage før fraflytningssynet og der skal medbringes en kopi til fraflytningssynet.


Fraflytningssyn

Ved fraflytning skal din bolig gennemgås af én af vores synsmænd. Når din bolig bliver synet, vurderer synsmanden, hvilke istandsættelser, der skal foretages inden en ny lejer flytter ind.

Indkaldelse til syn
Vi indkalder dig til fraflytningssyn med minimum 7 dages varsel. Du modtager så vidt muligt indkaldelsen på din mail eller alternativt i din digitale postkasse (f.eks. e-Boks). Har du ikke mail og er du fritaget for digitalt post ved det offentlige, vil vi bede dig oplyse en mail til én som kan modtage posten for dig.

Synstidspunktet kan normalt ikke flyttes, men er du forhindret, kan du enten aflevere nøglerne på vores kontor på Smedevej 28 senest hverdagen før synet. Så sender vi efterfølgende synsrapporten til dig, så du kan se hvad synsmanden har vurderet skal laves. Alternativt kan du sende en stedfortræder til synet.

Nøgleaflevering
Ved fraflytning og syn skal lejemålet og disponible rum være tømte og rengjorte. Alle nøgler, vaskekort/vaskebrik og eventuelle p-tilladelser skal afleveres ved fraflytningssynet. Hvis du ikke ønsker at deltage i synet, skal nøglerne afleveres på kontoret (Smedevej 28) senest hverdagen inden fraflyttersynet afholdes.


Istandsættelse ved fraflytning

Når du fraflytter din bolig, skal den istandsættes efter de gældende regler. 

Hobro Boligforening benytter den såkaldte A-ordning i alle vore afdelinger, hvilket også fremgår af din lejekontrakt.

A-ordning: 

Det er dig, der skal betale for istandsættelsen ved din fraflytning.

Boligafdelingen overtager gradvis udgifterne til normalistandsættelsen ved fraflytning, med 1 % pr. måned i 100 måneder.

Afdelingen betaler udgifterne til istandsættelse som følge af almindelig slid og ælde.

Har du misligholdt din bolig, kommer du selv til at betale for det. Misligholdelse kan defineres som skader på din bolig på grund af manglende/fejlagtig vedligeholdelse, fejlagtig brug eller uforsvarlig adfærd.

Du må gerne selv istandsætte din lejlighed inden fraflytning og du skal som minimum, rengøre lejligheden inden synet.

Vælger du at male lejligheden selv ved fraflytning, skal arbejdet udføres håndværksmæssigt korrekt, med de rigtige maling- og glanstyper.

Læs mere i Boligforeningens pjecer: "Vedligeholdelse” og "Retningslinjer og vejledning" Folderne kan findes som pdf filer nederst i afsnittet.

Boligforeningen har også udarbejdet en tjekliste, som du kan bruge som vejledning m.h.t. rengøring og istandsættelse ved fraflytning. Denne tjekliste kan du også finde som pdf nederst i afsnittet.

Læs også mere i den elektroniske pjece fra Boligselskabernes Landsforening (BL) "Ind- og fraflytning" (pjecen kan også downloades som pdf (på dansk) nederst i afsnittet:
Klik her for dansk version af pjecen "Ind- og fraflytning"
Klik her for engelsk version af pjecen "Moving in and moving out"