
Skal du flytte ind?
Vi har her samlet praktiske informationer, som du kan få brug for når du lejer og skal flytte ind i én af vore boliger.
Informationerne er generelle oplysninger om alle afdelingerne.
Ønsker du mere specifikke oplysninger om en bestemt afdeling kan du finde dem under "Find afdeling"
Brug "menuen" til venstre for at navigere i menuen.

Lejekontrakt
Du underskriver din lejekontrakt digitalt med Mit-id.
Når du har accepteret tilbuddet på din bolig, får du tilsendt en mail med et link til din lejekontrakt samt øvrige praktiske informationer.
Du skal underskrive lejekontrakten digitalt på din computer eller telefon, og du skal bruge dit Mit-id, når du underskriver.
Efter underskrift af lejekontrakten fremkommer en blanket vedr. f.eks. valg af el-leverandør, evt. YouSee tv-pakke og navneskilt. Denne blanket skal du udfylde digitalt.
Når du har underskrevet kontrakten, kan du gemme din egen kopi i Penneo og du vil også modtage en mail med dokumenterne i pdf.
Er du fritaget for Mit-id, kan kontrakten også udleveres og returneres i administrationen på Smedevej 28.
Tilmelding af el
Du skal vælge en el-leverandør inden du flytter ind.
Sammen med din lejekontrakt, skal du udfylde en blanket, hvor du skal tage stilling til om vi skal tilmelde dig til det el-selskab som hedder "Vindstød", eller om du selv ønsker at tilmelde dig til et andet selskab.
Vi anbefaler at du vælger at vi skal tilmelde dig til Vindstød fordi:
- Det er nemt for dig at vi klarer tilmeldingen.
- Du risikerer ikke at glemme det og dermed flytte ind i en bolig uden strøm.
- Du slipper for abonnement og der er ingen binding på aftalen.
- Vindstød leverer 100 pct. danskproduceret vindenergi uden partikelforurening og CO2-udslip.
Tv og internet
Klik her for at læse mere om mulighederne for TV-pakke m.v.
Husleje og indskud
Husleje og indskud skal betales, i god tid inden du flytter ind.
Sammen med lejekontrakten modtager du indbetalingskort på den første husleje samt indskud.
Har du underskrevet kontrakten i Penneo, vil du når alle parter har underskrevet, modtage en mail med alle filerne i pdf.
Èn af disse filer indeholder et indbetalingskort på indskud og et på huslejen.
På indbetalingskortene vil der fremgå en betalingsdato for din første husleje samt indskud. Bliver begge beløb ikke betalt rettidigt, vil vi ikke kunne udlevere nøgler til lejemålet.
Har du problemer med at betale rettidigt, så kontakt udlejningen ved Hobro Boligforening hurtigst muligt.
Har du lejet boligen fra den 1. i en måned, vil det være en hel måneds husleje du skal betale. Begynder lejemålet den 15. i en måned, skal du betale en halv måneds husleje.
Efter du er flyttet ind, vil du skulle betale husleje forud, til den 1. hverdag i hver måned.
Klik her for at læse mere om huslejebetaling m.v. efter du er flyttet ind
Hvad er et indskud?
Indskuddet er et beløb, som lejeren betaler ved indflytning i en almen bolig. Det er fastsat ved lov og er en del af ejendommens finansiering (Bekendtgørelse om drift af almene boliger m.v., § 54, stk. 2).
Indskuddet fungerer som sikkerhed for udlejer i forhold til lejerens forpligtelser og ved fraflytning tilbagebetales indskuddet med modregning af lejerens udgifter til eventuelle skader eller manglende vedligeholdelse, samt restancer i husleje eller andre skyldige beløb (Lov om leje af almene boliger, § 47).
Indskudslån
Inden du flytter ind i din nye almene bolig, skal du betale indskud. Beløbet fremgår af det tilbud, du har fået på boligen, og af din lejekontrakt.
Du kan ansøge om et indskudslån ved kommunen, til dækning af dit beboerindskud.
Klik her for at læse mere om regler og indkomstgrænser m.v. på Mariagerfjord Kommunes hjemmeside.
Det er et krav, at boligen er opført og taget i brug efter den 1. april 1964. Der er dog undtagelser, da nogle boliger der er opført før 1964 kan være byfornyet
Allerede ved søgning af boligen kan du angive som kriterie, om du kun ønsker at søge boliger, hvor der kan ansøges om indskudslån.
Får du bevilliget indskudslån, bliver det udbetalt direkte til Hobro Boligforening, og du slipper for at betale beboerindskuddet ved indflytning.
Indskudslånet skal naturligvis betales tilbage, men som hovedregel skal du ikke betale renter og afdrag på lånet de første 5 år af låneperioden.
Klik her for at ansøge om indskudslån på Borger.dk
Boligstøtte
Boligstøtte er en økonomisk hjælp, der kan dække en del af din husleje.
Boligstøtten afhænger af:
- Boligens størrelse
- Huslejens størrelse
- Antal beboere, især børn
- Indkomst og formue
Sådan ansøger du om boligstøtte:
Du kan undersøge hvad du kan få i boligstøtte på Borger.dk blot ved at kende adressen på en bolig.
Det er også på Borger.dk, at du laver den endelige ansøgning om Boligstøtte og her skal du bruge Mit-id.
Har du brug for hjælp til din ansøgning om boligstøtte?
Ring til Udbetaling Danmark på tlf. 7012 8063
Nøgleudlevering
Vi sender indkaldelse til nøgleudlevering på mail, når du har underskrevet din lejekontrakt. Sammen med indkaldelsen sender vi en fejl- og mangelliste, som du efter nøgleudlevering har 14 dage til at udfylde og returnere. Husk at opbevare en kopi selv.
Ved nøgleudlevering aftales som regel tidspunkt for gennemgang af de eventuelle mangler i dit lejemål. Ønsker du at aflyse eller ændre tid, så kontakt beboerservice, så vores synsmand ikke kører forgæves.
Du vil som udgangspunkt få udleveret nøglerne til boligen på overtagelsesdagen, men hvis overtagelsesdagen falder i en weekend eller på en helligdag, udleveres nøglerne første arbejdsdag efter overtagelsesdatoen.
Før du kan få udleveret nøgler til din nye bolig, skal indskud og første måneds husleje være betalt.
Efter udlevering af nøglerne, er der ingen andre end dig, der har nøgle til boligen. Derfor skal du rette henvendelse til en låsesmed, hvis du låser dig ude af af din lejlighed, dette er selvfølgelig for egen regning.
I mange tilfælde, vil det derfor være en god idé, at få opbevaret en nøgle hos f.eks. en nabo eller noget familie.
Du skal passe godt på dine nøgler. Ved fraflytning skal alle nøgler afleveres tilbage og er der bortkommet nøgler, vil du blive opkrævet for en omlægning af låsen.
Indflytningssyn
Ved nøgleudlevering aftales ofte tidspunkt for indflytningssyn. Du kan også kontakte vores beboerservice og aftale en tid eller evt. aflyse, hvis du er forhindret, så vores synsmand ikke kører forgæves.
Ved indflytningssynet vil der komme en synsmand fra Boligforeningen ud i din bolig og I kan sammen gennemgå eventuelle fejl- og mangler. I vil sammen vurdere hvilke mangler der skal udbedres, og hvilke der noteres på lejemålet, så du ikke hæfter for dem ved senere fraflytning
Klik her for at udfylde din fejl- og mangelliste digitalt og underskrive med Mit-id (Blanketten kan også findes som pdf til print nederst i afsnittet).
Meld flytning
Din adresse flyttes ikke automatisk, du skal derfor selv melde flytning.
Du skal melde flytning til folkeregistret senest 5 dage efter du er flyttet ind i din nye bolig.
På borger.dk finder du en flytteguide med råd og links, og så kan du selv melde flytning: Du kan melde flytning ved at klikke her
Husk at tegne en indboforsikring
Klik her for at læse vores råd og vejledning omkring forsikringer
Installation af hvidevarer mv.
Når du installerer hvidevarer i din bolig skal du ansøge om tilladelse.
Klik her for at læse mere om reglerne om installationsretten og find blanketter til ansøgning
Husorden
Klik her for at finde information om hvor du finder husorden for din kommende bolig